
Alletiders violinkoncert
Med Anne Sophie Andersen og Aarhus Kammerorkester
175 kr.
VarighedCa. 1 time og 10 minutter
Genre SalLille sal
ArrangørMusikhuset Aarhus
Alletiders violinkoncert
Enestående koncertoplevelse med musik af Mozart, John Cage og Anne Sophie Andersen.
Aarhus Kammerorkester spiller et koncertprogram, hvor fortid og nutid mødes, og selve koncertformatet tages op til refleksion. Koncerten sætter fokus på de traditionelle hierarkier i et klassisk orkester, på forholdet mellem orkester og publikum og vender undervejs flere af parametrene på hovedet.
Program
Koncerten lægger ud med en sjælden opførelse af værket 4’33” af den amerikanske, konceptuelle komponist John Cage. Værket er inspireret af zenbuddhismen og er et af musikhistoriens mest ikoniske værker – et værk, som vi godt tør love, du aldrig har hørt lignende.
Herefter fremføres Mozarts strålende Symfoni nr. 29 i A-dur. Værket er et vidnesbyrd om musikkens universelle evne til at udtrykke menneskelige følelser på tværs af tid, og er samtidig et kerneeksempel på den musik, der herskede for 250 år siden - når den var allerbedst. Aarhus Kammerorkester spiller symfonien uden dirigent - som man gjorde på den tid - og trækker på den måde tråde til nutidens ’bands’.
Koncertens hovedværk er en spritny violinkoncert, der er komponeret af og bliver uropført af Aarhus Kammerorkesters koncertmester, violinisten Anne Sophie Andersen. Anne Sophie Andersen forholder sig i det nye symfoniske værk kritisk til alle tiders musikalske traditioner og magtstrukturer, da statusforholdet mellem dirigent, solist og orkester bliver vendt på hovedet. Ligesom violinkoncerten som genre bliver nytænkt og udfordret.
Om klassisk musik og magtstrukturer
I et symfoniorkester har der siden den tidlige romantik hersket hierarkier. Individet må underordne sig helheden, helheden må underordne sig dirigenten, og til tider må selv dirigenten underordne sig en solist.
I kammermusikken er det omvendt. Her kommer alle musikere ligeligt til orde, og musikken skabes i en demokratisk proces. Et kammerorkester bevæger sig i det komplekse spændingsfelt mellem det symfoniske og det kammermusikalske.
Der er stadig behov for en fælles ’ordstyrer’ i kammermusikken - typisk dirigenten eller koncertmesteren – men det tilstræbes, at alle stemmer er ligevægtige.
Kammerorkesteret opstod på Mozarts tid, altså før dirigentrollen oprandt. Siden har dirigenter i kammerorkester-sammenhænge haft den delikate opgave at samarbejde med og inspirere orkestrets musikere uden at tage fuld kontrol.
Ved koncerten spiller Aarhus Kammerorkester både med og uden dirigent og med og uden solist. Det demokratiske ideal bliver derfor sat på prøve, når det skal vinde indpas i vidt forskellige orkesterformater og måder at kommunikere på.
Program
John Cage: 4’33” for orkester [med dirigent]
Mozart: Symfoni nr. 29 i A-dur, K.201 (1774) [uden dirigent]
Anne Sophie Andersen: Violinkoncert (2025, uropførelse af komponisten selv) [med dirigent]
Varighed: Ca. en time uden pause
Medvirkende
Komponist og solist: Anne Sophie Andersen
Dirigent: Magnus Plejdrup
Aarhus Kammerorkester