Morgensang i Musikhuset
Få en skøn start på dagen med morgensang i Musikhuset.
Nu kan aarhusianerne starte dagen med en halv times herlig morgensang i Musikhuset. Vi inviterer alle til at komme og synge med en onsdag morgen i hver måned.
Pianist, sanger og korleder Margrethe Debel står for fællessangen, der foregår på caféscenen i Musikhusets Foyer.
Program
Vi synger alle de sange, vi kan nå på en halv time. Både morgensange, årstidssange og andre sange. Musikhuset råder over sangbøger, men du er også velkommen til at tage din egen med.
Vi glæder os til at se dig og give dig et skud sangenergi fra morgenstunden, så du er helt klar til at møde dagen.
Hvad drømmer du om at synge?
Som noget nyt har du nu chancen for at præsentere din egen yndlingssang. Har du en sang fra Højskolesangbogen, som du synes, er den allerbedste? Så send os en mail på ecg2025@aarhus.dk. Skriv hvad du gerne vil synge og hvorfor, og vær klar på dagen til kort at fortælle de andre fremmødte, hvorfor vi skal synge lige præcis den sang.
Kæmpe korfest i Aarhus
Morgensang i Musikhuset præsenteres i samarbejde med European Choir Games, der er Europas største korfestival. I sommeren 2025 kommer festivalen til Aarhus og fylder byen med tusindvis af korsangere. I året op til festivalen vil der løbende være aktiviteter, der samler danskerne om sangens fællesskab. Læs mere om festivalen her.