Sundhedskor

Kom, syng og bliv glad. Nu har Aarhus fået et tilbud for dig, der gerne vil synge for at øge din egen trivsel på trods af eventuelle fysiske eller sociale udfordringer.
Du behøver ikke have nogle forudsætninger for at synge, bare du har lyst til at være med. Sammen arbejder vi med at træne krop, vejrtrækning og stemme, og så synger vi nogle forskellige sange. Underviseren tilpasser løbende indholdet til deltagernes behov.
Og hvorfor er det så, at vi bliver glade af at synge? Forskning har vist, at der frigives oxytocin og dopamin i hjernen, når vi synger sammen, som får de fleste til at føle sig veltilpas. Sundhedssang kan derfor være et pusterum og en vej til et bedre liv for mennesker med forskellige udfordringer.
Margrethe Debel er sangleder for sundhedskoret Syng dig glad. Vi har stillet hende et par spørgsmål om, hvad sundhedskoret er for en størrelse. Er du også nysgerrig? Så læs med her.
Hvad er meningen med sundhedskoret Syng dig glad?
"Syng dig glad er et kor for folk, der gerne vil synge sammen med andre, men hvor et almindeligt kor ikke passer til dem. Her er der brede rammer, der rummer dig som du er – og ikke er. Her skal man ikke kunne noget i forvejen for at synge med. Her kan man til gengæld blive bedre bekendt med sin stemme, mærke glæden ved at synge og blive rummet med de begrænsninger, man har. Der er plads til dig (næsten) uanset behov. Her er dine behov ikke en begrænsning men en underordnet faktor."
Hvad er din bedste oplevelse med sundhedskoret?
"Når vi står i rundkreds og synger og koordinerer ben og arme og klap og tramp, og ansigterne lyser op og der grines over hele linjen. Når deltagerne på denne måde netop oplever glæden ved sang og musik, og bruger den intuitivt og uden forventninger, fordi det er en leg. Så er glæden til at tage og føle på!"
Hvorfor skal man tage med til Syng dig glad?
"Du bliver en del af et musikalsk og socialt fællesskab - uden krav. Her får du mulighed for at blive modig og tryg i at bruge din stemme og at udøve musik. Her lærer vi sammen nyt og udfordrer de små grå med et smil på læben."
Skal du være med?
Vi øver onsdage kl. 13.15-14.45 i perioden 22. januar til 21. maj 2025 i Folkehuset Ankersgade, Ankersgade 21, 8000 Aarhus C. Der er undervisning 15 gange i alt. Der er ikke undervisning den 5. februar, den 12. februar og den 16. april.
Det er gratis at deltage og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Det er muligt løbende at stige på forløbet, men tilmelding er nødvendig af hensyn til bestilling af drikkevarer - skriv blot en mail til margrethe@sangkraftaarhus.dk. Du er velkommen til at tage en ven eller en pårørende med, husk blot at melde dem til også.
Sundhedskoret Syng dig glad er skabt i samarbejde med Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, European Choir Games Aarhus 2025, Sangens Hus, Spar Nord Fonden og Sangkraft Aarhus.