Musikhuset får internationalt miljømærke
Vedvarende indsats på grøn omstilling giver Musikhuset Green Key certificering.
Musikhuset Aarhus har de seneste 10 år arbejdet målrettet med klima- og energivenlige tiltag. Det har resulteret i en nedsættelse af energiforbruget med hele 47 %, og senest er der blevet installeret et stort solcelleanlæg på taget af Musikhuset. Den vedvarende indsats bliver nu belønnet med det internationalt anerkendte miljømærke, Green Key.
”Det er dejligt at se, at et af byens kulturelle flagskibe også går i front, når det gælder den grønne omstilling. Aarhus har sat et ambitiøst klimamål, og her spiller kulturen en central rolle. Musikhuset har en stærk stemme i byen og bliver besøgt af op mod 1 million mennesker. Det er en vigtig løftestang, der kan inspirere og få os til at reflektere over vores rolle i verden,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.
Green Key er turismens internationale miljømærke, som gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Det kræver, at en virksomhed lever op til mange og relevante miljøkrav, som sikres gennem en omfattende godkendelsesproces og løbende kontrol. Bag miljømærket står Miljølæreorganisationen FEE.
”Vi mener, det er vigtigt at tage ansvar og aktiv del i den grønne omstilling. Derfor har vi arbejdet seriøst med energiforbrug, bæredygtighed og med at forsøge at vise vejen for vores gæster. Vi er stolte over, at vores indsats nu bliver anerkendt med et internationalt miljømærke”, siger Jesper Kjær, der er bygningschef i Musikhuset.
Markant energibesparelse
De seneste mange år har Musikhuset arbejdet seriøst med blandt andet at nedbringe energiforbruget i det 35.000 m2 store kulturhus. På ti år er energiforbruget nedbragt med hele 47 %. Det til trods for, at antallet af gæster er øget markant i samme årrække.
Indsatsen omfatter blandt andet udskiftning af alle husets lyskilder til LED. Det gælder også de ikoniske PH-lamper, der pryder Musikhusets Foyer. I samarbejde med Louis Poulsen er der lavet et nyt indvendigt design, der gør, at lamperne kan bruge LED. Det betyder, at de 300 Charlottenborg-pendler i foyeren og for den sags skyld lignende pendler i resten af verden, nu også kan bruge LED. Også en investering i udskiftning af Musikhusets ventilationsanlæg, renovering af elevatorer, toiletter og vandhaner har sænket energiforbruget markant.
De store besparelser er både godt for miljøet og pengepungen. Energibesparelsen svarer i kroner og ører til cirka 1 mio. om året, der i stedet kan bruges til at sætte kulturoplevelser på Musikhusets scener.
Solceller på taget
I disse måneder er installationen af 829 solcellepaneler på Musikhusets tag i fuld gang. Det kommer til at give en yderligere energibesparelse. Panelerne, der udgør et samlet areal på 1.619 m2, vil således bidrage med en årlig elproduktion på cirka 300.000 kWh. Det svarer til forbruget for cirka 66 danske gennemsnitsfamilier med to voksne og to børn.
Udover de store energibesparelser er der over de seneste år lavet masser af bæredygtige tiltag. Der indført kildesortering backstage og opstillet 3-delte skraldespande i alle husets gæste-områder samt en sorteringsløsning for alle 500 rum i Musikhuset. I café og brasserie er der ligeledes fokus på kildesortering, bæredygtig og økologisk vin og mad samt brug af bionedbrydelige materialer.
Et andet gennemført projekt skal motivere Musikhusets gæster til at benytte mere bæredygtig transport, når de skal opleve kulturen. Dette omfatter tydelige skærme i huset med offentlige transportmuligheder, angivelser af muligheder for bæredygtig transport på Musikhusets hjemmeside og i den info, Musikhuset sender til sine gæster.
Musikhuset har arbejdet tæt sammen med turistorganisation VisitAarhus og udviklingsselskabet MeetDenmark om at opnå Green Key certificeringen. Certificeringsindsatsen er et samarbejde mellem Dansk Storbyturisme og MeetDenmark. Indsatsen er en del af Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling, bestående af Dansk Storbyturisme, MeetDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark. Partnerskabet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.