Gratis sommer i Musikhusparken

Musikhuset inviterer til 30 gratis arrangementer i Musikhusparken i juni og juli.

Der bliver fuld smæk på sommeren i byens centrale park med comedy, koncerter, morgensang og lækker mad. Musikhusparken er under stor forvandling, og denne sommer kan du følge med fra første parket, når parken summer af fede liveoplevelser og fællesskab under åben himmel.

Vi har lagt et stort og varieret program, og vi glæder os til at dyrke fællesskabets hygge under sommersolen. Vi håber, at masser af aarhusianere og sommergæster har lyst til at kigge forbi til et godt grin, fællessang eller en af de mange koncerter. Vi garanterer, at det vil gøre din sommer lidt federe”, siger Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj.

Koncerter, comedy og morgensang for alle

Det er en tradition, at Musikhuset fylder parken med underholdning i sommermånederne, hvor det karakteristiske spejlbassin foran Musikhuset bliver omdannet til en udendørs scene. I år byder programmet på liveoplevelser for enhver smag, hvad enten man er til comedy, fællessang, pop, jazz, singer songwriter eller afrobeat.

Sommerprogrammet bliver skudt i gang med fælles morgensang den 19. juni. Det bliver startskuddet til 30 liveoplevelser med blandt andre JJ Paulo, Troels Gustavsen, Anna David, Patrick Dorgan, Daniel Lill, Mahamad Habane, Aarhus Jazz Orchestra, Randy Brecker, Gustaf Ljunggren og Emil de Waal.

Ny musikhuspark

De mange arrangementer skal skabe liv i byens centrale og smukke park i sommermånederne, ligesom man kender det fra parkerne i større byer rundt om i verden. I år bliver det sidste gang det karakteristiske spejlbassin lægger scene til sommeren i Musikhusparken. Musikhusparken er nemlig i spændende forandring. Næste år står Aros’ enorme og ambitiøse kunstprojekt The Next Level klar. Samtidig bliver der lavet en helt ny bypark i Musikhusparken, der i endnu højere grad skal blive et grønt og naturligt samlingspunkt for byen, hvor aarhusianere og sommergæster kan nyde sol, hygge og musik.

Årets ambitiøse sommerprogram er blevet til takket være en fornem donation fra Spar Nord Fonden, der siden 2017 har bakket op om Musikhusets gratis aktiviteter og været med til at give masser af gode oplevelser til byen.

Program

Herunder er en oversigt over det fulde gratis program for sommeren. Hvis du ønsker at læse mere om de enkelte arrangementer, så klik her.

19/6 Morgensang

20/6 Anna David og AICK med Musikhuset AllStars Orchestra

21/6 Comedy med Daniel Lill, Johnny Robertson og Niels Flensborg

26/6 Morgensang

27/6 Troels Gustavsen og Nikolai Valentin med Musikhuset AllStars Orchestra

28/6 Comedy med Tjelle Vejrup, Niels Nørkjær og Henriette Thuesen

03/7 Morgensang

04/7 Patrick Dorgan og Lunei med Musikhuset AllStars Orchestra

05/7 Comedy med Mahamad Habane, Henrik Danielsen og Daniel Buch

11/7 JJ Paulo og Gustav Wolter med Musikhuset AllStars Orchestra

Gratis program under Aarhus Jazz Festival

Foregår både i park og foyer

16/7
Sille og Palle - familiekoncert
Kemaca og Vilnius JJAZZ Ensemble
Morten Haugshøj Group
Aarhus Jazz Orchestra feat. Randy Brecker
Gustaf Ljunggren og Emil de Waal med gæster

17/7
Kasola Trio - familiekoncert
Odense Jazz Orchestra feat. Loren Stillman
Amanda Ginsburg
Aarhus Jazz Orchestra feat. Randy Brecker
Gustaf Ljunggren og Emil de Waal med gæster

18/7
Konklave - familiekoncert
Nordkraft Bigband med Remy Le Boeuf og Danielle Wertz
Mette Juul        
Aarhus Jazz Orchestra feat. Randy Brecker
Jormin / Markusson / Ramsbøl

19/7
Copenhagen Jazz Orchestra
Danish Youth Jazz Orchestra - We are DYJO
Steen Kyed Trio
Aarhus Jazz Orchestra feat. Randy Brecker
Kathrine Windfeld Sextet