Syng! Syng! Syng!

Sangglæde, fællessang og popskrål i Musikhuset

Aarhus har fået et nyt superkor.

Alle kan synge. Ikke lige godt, men det skal da ikke stoppe dig. Det er nemlig sundt at synge og dejligt at gøre det i selskab med andre. Til Syng! Syng! Syng! i Musikhuset er alle velkommen, og vi lover dig, at vi sammen lyder tæt på fremragende!

Aktuelle arrangementer

Oh Land: White Nights

September 2024 | Igen kunne Musikhuset byde op mod 1000 sangglade aarhusianere til fællessang i foyeren. Sammen med sanginstruktør Line Groth skrålede det store kor med på Oh Lands hit White Nights.

Guldimund: Det´ kun vigtigt, hvad det er

Juni 2024 | Aftenen på Grundlovsdag var Musikhusets foyer fyldt med glade sangstemmer. Sammen sang de mange aarhusianere med på Guldimunds hit Det´ kun vigtigt, hvad det er. Hør sangen her i en fortryllende korudgave.

Volbeat: For Evigt

April 2024 | Musikusets superkor fandt deres indre rocksanger frem og skrålede i fællesskab med på Volbeat hittet For Evigt. Hør nummeret her i den ultimative korversion.

The Minds of 99: Under Din Sne

Februar 2024 |  Musikhusets foyer er fyldt med glade korstemmer og dansende lys. Hør The Minds of 99's Under Din Sne i den mest fortryllende korudgave her.

Jonah Blacksmith: House On Fire

November 2023 | Aarhus nye superkor fyrede op under Musikhusets Foyer. Her fandt de sangglæden frem, øvede sig og leverede den ultimative korudgave af Jonah Blacksmiths hitsang.

Tobias Rahim: Flyvende Faduma

September 2023 | Masser af højt humør til Syng! Syng! Syng!, hvor op mod 1.000 sangglade aarhusianere mødte op til en aften med fællesskab og fællessang. Hør Tobias Rahims pophit Flyvende Faduma i en helt forrygende korudgave.

Andreas Odbjerg: Hjem fra fabrikken

Januar 2023 | Premieren på Syng! Syng Syng! blev en bragende succes og aftenen helt fantastisk. Hør Andreas Odbjergs superhit Hjem fra fabrikken i den ultimative korudgave.

Hvad er Syng! Syng! Syng! egentlig?

Konceptet er simpelt. Du får teksten til en kendt sang, når du ankommer til Musikhuset. Sammen med sanginstruktør Line Groth og tre musikere øver vi os på aftenens hit. Når vi er blevet rigtigt gode, leverer vi sammen den ultimative opførelse, som vi optager på video. Vi forlader hinanden opfyldt af sangglæde og med en suveræn følelse i kroppen.

Syng! Syng! Syng! er for dig, der elsker at synge i badet eller skråle med på alverdens ørehængere og pop-hits. I Musikhuset møder du andre frimodige ”skrålere”. Det ender helt sikkert med, at det hele lyder langt bedre end nogen kunne forestille sig på forhånd, når vi sammen fyrer den af til slut.

Se billeder fra en skøn aften i Musikhuset

1 af 12

Inspiration fra udlandet

Vi har hentet inspiration fra Australien og Canada. Her forvandler Pub Choir og Choir!Choir!Choir! uge efter uge en gruppe af fremmede til et legendarisk kor. Det er dog ikke kun down under og over there, de kan lyde fremragende.

Vi kan næsten ikke vente til næste gang Syng! Syng! Syng! fylder Musikhuset med sangglæde.

Sikr dig en plads