Husets historie
”Vi vil give stof til eftertanke, ømme lattermuskler, tårer i øjenkrogen og gåsehud over hele kroppen, når vi byder på liveoplevelser for enhver smag.”
- Jan Christensen, direktør i Musikhuset
1 af 8
Velkommen til Nordens største musikhus
Fra pop til opera. Fra rock til barok. Fra studerende til internationale stjerner.
Musikken og stærke liveoplevelser er i centrum, når Musikhuset Aarhus hvert år involverer, inspirerer og underholder op mod million gæster. Med storslået akustik og smuk arkitektur er husets 10 scener og syv sale ramme om mere end 1.500 årlige arrangementer.
Børneforestillinger, koncerter, musicals, comedy, dans, teater, opera, filmkoncerter, symfonikoncerter samt møder, events og konferencer for erhvervslivet.
Du kan også opleve masser af gratis aktiviteter og nyde husets café johan r. samt vores brasserie og cocktail bar Maestro.
Life is live
Vi vil skabe møder mellem mennesker, der bliver til minder – for dem i salen og for dem på scenen.
Vi vil afspejle tiden og sætte den i stå et øjeblik. Med et relevant program vil vi involvere, inspirere, udfordre og underholde. Så kunsten kan møde sit publikum - og røre dem!
Vi vil give stof til eftertanke, ømme lattermuskler, tårer i øjenkrogen og gåsehud over hele kroppen, når vi byder på liveoplevelser for enhver smag.
Vi kalder det: Life is live
Musikalsk kraftcenter i hjertet af Aarhus
Musikhuset er et musikalsk kraftcenter, der udover at trække de største musikere til Aarhus huser fem lokale og toneangivende aktører:
- Musikhuset Aarhus som arrangør
- Det Jyske Musikkonservatorium
- Aarhus Symfoniorkester
- Den Jyske Opera
- Teaterhuset Filuren
Tilsammen gør det Musikhuset til et af landets mest populære kulturhuse og Nordens største musikhus.
Musikhuset er et unikt koncert- og læringshus på internationalt niveau. En musikalsk smeltedigel med hundredvis af studerende, lærere, professionelle musikere og medarbejdere.
Musikhuset ligger i hjertet af Aarhus og udgør et kulturelt kraftcenter i byen sammen med ARoS, Århus Festuge, Ridehuset, Aarhus Musikskole, Bora Bora og Godsbanen.
Store stjerner og berusende liveoplevelser
Gennem årene har Musikhuset præsenteret navne som Bob Dylan, The Beach Boys, Lou Reed, Mumford & Sons, Placido Domingo, Kris Kristofferson, Tina Turner, Leonard Cohen, Sting, Crosby, Stills & Nash, Liza Minelli, Ryan Adams, Ray Charles, Stan Getz, Herbie Hancock, Beth Hart, Rod Stewart, Lisa Ekdahl, Lisa Nilsson, Anohni, Jamie Cullum, Katie Melua, Bryan Adams, Bonnie Raitt, Bobby McFerrin, Elvis Costello, Don McLean, Erasure, James Morrison, James Taylor, John Hiatt, Julio Iglesias, Rufus Wainwright, Macy Gray, Diana Krall, Michael Bolton, The Band, The Blues Brothers, Bolshoi-teatret, Daniel Barenboim, Martha Graham Dance Company, Berliner Filharmonikerne, Wiener Filharmonikerne, London Symphony Orchestra og store musicals som The Book of Mormon, Disney's Tarzan, Shu-bi-dua, Chess, Pretty Woman, Seebach, Dirty Dancing, Saturday Night Fever, Den Skaldede Frisør og Another Brick in THE WALL, Part 5.
Er du på udkig efter din næste store liveoplevelse? Se alle vores aktuelle arrangementer her.
Unik arkitektur og kunstskatte
Musikhuset Aarhus blev indviet i 1982 og er tegnet af aarhusarkitekterne Kjær & Richter.
I 2007 blev huset udvidet med tre nye sale og nye undervisnings- og øvefaciliteter. Tilbygningen er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma C.F. Møller.
I dag har Musikhuset syv sale og ti scener, 500 rum og et areal på 35.000 m2.
Musikhuset bugner af spændende kunst. Den kunstneriske udsmykning består af flere end 40 forskellige værker af store danske og udenlandske kunstnere som Ingvar Cronhammer, Robert Jacobsen og Jean Arp.
Gå på opdagelse i huset
Tag en 360 graders virtuel tur i Symfonisk Sal og resten af Musikhuset.