Vi var håbløst bagud, indtil ”suset” kom til byen
Ulla Stæt Andersen har fulgt Musikhuset tæt fra før, det blev til.
Tekst: Hans Petersen
”Suset” kom til Aarhus, da Musikhuset blev bygget.
Ulla Stæt Andersen oplevede det hele på meget tæt hold. Sammen med sin mand Erwin Stæt Andersen var den nu 78-årige århusianske kvinde i årene op til Musikhusets åbning i 1982 flittig gæst til koncerter og anden underholdning i Aarhus.
”Vi oplevede alle symfoniorkestrets koncerter og havde glæde af dem. Men der var altid en svaghed. Det foregik i Marselisborghallen og i Aarhus Stadionhal, og de steder var ikke særligt velegnede, hverken hvad angår akustik eller komfort,” forklarer Ulla Stæt Andersen.
”Vi ønskede i den grad et bedre sted til musikken,” tilføjer hun.
Det gjorde den senere borgmester Thorkild Simonsen også. Den tidligere skoleinspektør på Brobjergskolen var rådmand for kultur, og han havde sat sig i hovedet, at Aarhus skulle have et musikhus.
”Helt ærligt havde vi ikke særligt gode forhold til kultur dengang, men med Thorkild Simonsen fik vi håb om bedre tider,” siger Ulla Stæt Andersen og tænker tilbage på, at selv den berømte violinist Arve Tellefsen måtte de opleve i Stadionhallen.
Rejst meget i udlandet
Ulla Stæt Andersen er kendt af en hel generation af århusianere, fordi hun sammen med sin søster Jette Rantala i 26 år, 1988-2014, drev det velrenommerede rejsebureau Århus Charter.
Før det havde hun rejst meget i udlandet som såkaldt Karoline-pige, der præsenterede danske mejeriprodukter i fremmede lande.
”Jeg var blandt andet udsendt af Mejerikontoret til Sydney og Melbourne i Australien og har oplevet Operahuset under opbygning – det er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Så jeg vidste, hvad udlandet kunne byde på til kulturelle oplevelser,” siger Ulla Stæt Andersen, der i fem måneder boede lige over for Operahuset.
Afhandling om Aarhus
Hun blev merkonom i markedsføring i 1979 fra Århus Købmandsskole med en afhandling til afgangseksamen om Aarhus som kongresby. Det studium klarede hun om aftenen samtidig med, at hun om dagen arbejdede på Århus Turistbureau, der lå i bunden af tårnet på Århus Rådhus. Senere læste hun spansk på Aarhus Universitet.
”Jeg har altid interesseret mig for Aarhus’ udvikling og syntes, vi manglede noget i byen, blandt andet en stor sal til kongresser, og Aalborg var foran os. Det ville vi påpege,” siger hun, der havde tre andre studerende med på opgaven.
Vejen til Musikhuset skulle vise sig at blive kort, da hun i maj 1979 blev afdelingsleder for Falke Rejser, der havde kontor i Banegårdsgade, cirka 500 meter fra kulturens store glashus.
”Musikhuset fulgte jeg meget interesseret fra før det blev klar. Da det stod der i 1982, spiste jeg ofte min frokost i cafeen,” forklarer Ulla Stæt Andersen, der fik sin mangeårige drøm om eget rejsebureau opfyldt i 1988. Hun åbnede Århus Charter med vægt på personlig service – hellere godt end stort.
Skaber godt humør
Musikhuset Aarhus styrkede hendes interesse for kultur, musik og underholdning.
”Lige siden åbningen er jeg kommet der ofte til forestillinger,” siger hun og lister de fem næste op, hun allerede har købt billetter til.
”Det er en oplevelse hver gang, fordi huset i sig selv er så dejligt, indbydende og lyst. Man kommer i godt humør af at træde ind i det,” siger Ulla Stæt Andersen og påpeger, at det hus har sat meget i gang i byen og været inspiration for andre jyske byer.