Livskvaliteten stiger, når byens kulturliv har noget godt at byde på

Kulturhovedstaden 2017 gav et skub til øget forståelse og mere samarbejde med erhvervslivet, mener Musikhusets direktør.

Tekst: Hans Petersen 

Et godt kulturliv betyder meget for erhvervslivet i Aarhus. 

”Især siden 2017, da Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad, er lederne blevet meget bevidste om, hvor vigtigt et godt kulturliv er for deres medarbejderes livskvalitet,” siger Jan Christensen, direktør i Musikhuset.

Musikhuset oplever et forrygende samarbejde med erhvervslivet. 

”Et godt udbud af kultur øger virksomhedernes mulighed for at tiltrække og fastholde dygtige folk i regionen,” tilføjer direktøren. 

Partner- og sponsoraftaler kan skabes, så de opfylder den enkelte virksomheds ønsker og behov og på den måde skabe maksimal værdi.  

Cirka 100 sponsorer 

Musikhuset har cirka 100 sponsorer, der køber sponsorater i niveauet fra  40.000 til over 500.000 kr. om året.  

Musikhusets samarbejde med erhvervslivet betyder en omsætning på 8-9 millioner kroner i sponsorater og store billetpuljer.  

”Dertil kommer omsætningen fra de mange erhvervsarrangementer. Og endelig har vi hvert år samarbejde for et stort millionbeløb med mange af de store, velgørende erhvervsfonde,” oplyser Musikhusets direktør. 

Mulighed for store navne 

Disse indtægter er afgørende for Musikhuset.  

”Uden dem ville vi fx ikke have kunnet præsentere de allerstørste navne de seneste år som Placido Domingo, Patti Smith, Band of Horses, Daniel Barenboim, Sonya Yoncheva, Marcus Miller og Berliner Philharmonikerne. I år har vi blandt andet Diana Krall, Elvis Costello, Ray Chen, Gnags med venner til stor udendørs koncert ved festugen og Life is Live Festival,” tilføjer Jan Christensen. 


Partnerne kan selv vælge

”Den store spændvidde i genrer betyder, at der altid er forestillinger, som passer. Det kan gøres 360 dage om året,” siger kommerciel chef Anders Hede. 

De typiske ydelser består af: Netværksarrangementer, tydelig eksponering af støtten, attraktive billetpuljer og muligheder for at bruge Musikhusets faciliteter. 

Kulturlivet i Aarhus er en gave til os

En af Musikhusets stolte sponsorer er Sparekassen Kronjylland. Områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, Pia Avnsted, sætter nogle ord på, hvad partnerskabet betyder for dem. 

”Vi ser samarbejdet med Musikhuset som et partnerskab, hvor vi har en god dialog og udvikler hinanden,” siger Pia Avnsted.

Hun peger på, at hendes virksomhed i Musikhuset er en del af et større netværk, hvor virksomheder kan bruge hinanden.

”En anden del er, at vi får billetter, som vi bruger til kunder og medarbejdere, og det har vi stor glæde af. Det ville ikke være til at bære, hvis Aarhus ikke havde et velfungerende musikhus. En by med et kulturliv af den dimension, som Aarhus præsterer, er en gave. Derfor bakker vi op om Musikhuset,” siger Pia Avnsted.

Noget for enhver smag

Hun synes, Musikhuset har noget for enhver smag, lige fra heavy metal til klassisk, og hendes virksomhed vælger blandt det hele, både for voksne og børn.

”Vi vælger for eksempel også ballet, og jeg har blandt andet overværet Fem gange Vuust, som jeg ikke vidste meget om på forhånd. Det var fantastisk,” siger Pia Avnsted.

”Musikhusets medarbejdere er gode til at udfordre os, og det tager vi gerne imod, for vi ved, at vi altid får kvalitet,” føjer hun til.

Sparekassen Kronjylland bruger også huset til større events.

”For nylig havde vi inviteret 350 gæster med til musicalen Shubidua. Det var kunder og nogle, som kan tænkes at blive kunder,” siger områdedirektøren og føjer til, at sparekassen også bruger Musikhusets lokaler til større arrangementer.

1 af 2 Direktør for Musikhuset Jan Christensen