
Lihme x Louise Schrøder x Admeta Strings
Det Jyske Musikkonservatorium
Oplev en enestående musikalsk rejse, hvor indiepop, klassisk musik og lydkunst mødes i en genrebrydende koncert. Artist Lihme, pianist og komponist Louise Schrøder samt Admeta Strings forener kræfterne og skaber en unik koncertoplevelse med udgangspunkt i nye fortolkninger af sange fra Lihmes debutalbum Solid|Soft (2023).
Lihme, sangerinde og lyddesigner, bevæger sig i et lydlandskab, hvor indiepop, elektroniske indspark og en organisk æstetik folder sig ud, i kombination med hendes stærke vokal og hjemmebyggede synthesizer. Gaffa kvitterede med 5 stjerner til debutalbummet, som balancerer vrede diss-tracks med blød følsomhed gennem tekst- og lyduniverset.
Louise Schrøder, komponist, pianist, tilfører en klassisk dybde og elegance til musikken. Med en baggrund som erfaren arrangør og komponist har hun transformeret Lihmes sange til smukke klaverkvartetarrangementer, der trækker nye lag frem i musikken. Louise er soliststuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium og har flere anmelderroste EP-udgivelser bag sig.
Admeta Strings består ved denne koncert af violin, bratsch og cello og er kendte for deres dynamiske og følelsesladede fortolkninger, der spænder over både klassisk, folkemusik og moderne pop. De har, udover egne koncerter og produktioner, indspillet musik til film samt optrådt på flere udgivelser med anerkendte musikere. Sammen med Louise Schrøder skaber de en klaverkvartet, der bringer en ny dimension til Lihmes univers. Admeta Strings har sine rødder på Det Jyske Musikkonservatorium.
Koncerten bliver en sanselig oplevelse, hvor elektroniske elementer, klaver og strygere smelter sammen i Lille Sal. Glæd dig til en aften fyldt med smukke arrangementer, intense følelser og genrebrydende musikalske møder!
Koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.