Jazz i rådhusklokkerne

Med klokkenist Gunther Strothmann

Pris

Gratis

Genre

#gratis#jazz#klassisk

Sal

KISSA

Arrangør

Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra

Klokkespilskoncert i rådhustårnet

Den tyske klokkenist Gunther Strothmann giver koncert under Aarhus Jazz Festival fra toppen af rådhustårnet. Musikken er en blanding af evergreens fra jazzens verden og klassiske værker for
klokkespil. Koncerten kan nydes på græsset i Rådhusparken og Musikhusparken, hvor KISSA containeren skaber hyggelige rammer foran Musikhuset.

Gunther Strothmann blev udnævnt til klokkenist på klokkespillet med 50 klokker i Kieler Kloster i 1999. Han lærte spillet gennem selvstudium og hos Wilhelm Ritter i Kassel. Siden har han bestræbt sig på at bringe instrumentet tættere på publikum ved at spille originale kompositioner, salmer og arrangementer af folkesange til klokkespil. Gunther Strothmann har spillet adskillige koncerter i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, USA og Danmark.

Jazz og klassisk i klokkerne

Under årets jazzfestival har du mulighed for at høre Gunther Strothmanns flotte klokkespil fra Aarhus Rådhus, hvor han vil spille kendte klassikere som Glenn Millers Moonlight Serenade og George Gershwins Summertime. Derudover kan publikum se frem til at høre Fantasipræludium for klokkespil skrevet over en af Marthin Luthers mest berømte salmer Vor Gud han er så fast en borg samt Wilhelm Benders Suite
for klokkespil i fire satser.

Gunther Strothmann (født 1943) var læge i Kiel i over 35 år. Han fik undervisning i klaver, orgel, komposition og improvisation i sin hjemby Bremen. I flere år gav han orgelkoncerter. Ud over sit arbejde som klokkenist er han også korleder og dirigent for et amatørsymfoniorkester.

Om Musikhuset Swinger

Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset Aarhus har endnu engang fornøjelsen af at byde indenfor til Musikhuset Swinger under Aarhus Jazz Festival. Har man tidligere besøgt det traditionsrige Ridehuset Swinger, kan man allerede nu begynde at glæde sig til at nyde fællesskabet, lækkerier til ganen og store musikalske oplevelser - med fri entré til størstedelen af koncerterne.

Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset Aarhus glæder sig til at byde velkommen til Musikhuset Swinger, der finder sted d. 9.-15. juli i Musikhusets foyer og sale samt ved KISSA i Musikhusparken.

KISSA er Aarhus’ mobile jazz- og kulturcontainer. KISSA får fast plads i Musikhusparken under årets jazzfestival.

Se programmet for Musikhuset Swinger her