I tilfælde af...
Det Kongelige Teater
245-325 kr.
VarighedCa. 1 time og 40 minutter
Genre SalRytmisk sal
ArrangørMusikhuset Aarhus
Brutalt, blodigt og poetisk katastrofeteater om mennesker i krig
Hvad er der tilbage af menneskeligheden, når fundamentet under civilisationen krakelerer?
Få svar, når nogle af landets dygtigste skuespillere fra Det Kongelige Teater gæster Musikhuset med forestillingen I tilfælde af... skrevet af den engelske dramatiker Howard Barker.
Se traileren her:
Krig, krise og grusom logik
I en ikke nærmere identificeret krigstilstand og på tværs af tider og landegrænser kæmper mennesker for at få kontrol over deres tilværelse, imens de konfronteres med krigens og krisens grusomme logik og presses til det yderste af deres følelseslivs grænser.
Overlevelsestrangen konfronterer personernes menneskelighed. Hvornår skal de gøre modstand og handle? En hærfører kan ikke lukke ørene for de såredes smerteskrig, men skal fortsætte fremmarchen og fremstå som en stærk leder, som soldaterne kan finde mod hos; en godtroende kvinde låser døren op for terrorister, der tager hendes mand med sig; en kvinde, der har snigmyrdet sin elsker for at redde sit folk, skal nu tage imod dette folks hyldest; en torturbøddel dræber en dreng for øjnene af hans stumme mor og overtager hans plads som søn.
Groteske og poetiske Barker
I tilfælde af... består af ti intense scener, hvor den britiske dramatiker Howard Barker fremstiller civilisationens skrøbelighed og spørger, hvad der sker med mennesker, der befinder sig i krisesituationer, hvor krig eller truslen om krig er til stede.
I Barkers poetiske og groteske univers er mennesker sat i situationer, hvor de kun kan gøre det forkerte, imens de panisk holder fast i deres værdighed i håbet om at overleve som hele mennesker.
Krigen og volden drager os til krigens skueplads. Man ville ønske man kunne kigge væk, men man kan ikke lade være med at se på.
1 af 12
”I tilfælde af… er en brutal omgang, men det har vi som teater en forpligtelse til at præsentere.”
- Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kongelige Teater
♥︎♥︎♥︎♥︎
”Det er teater, der – ret meget i tidens ånd – varsler og forbereder os på katastrofen, og man kan røbe så meget, at løsningen ikke er at hamstre vand og FM-radioer med håndsving.”
- Politiken
★★★★
”Man er tryllebundet fra begyndelsen. Det er et fantastisk spændende stykke, der maner til eftertanke.”
- Kulturinformation
★★★★
”Forestillingen spilles glimrende.”
- Berlingske
★★★★
”Det er ikke dramatik, der tager en i hånden - tværtimod gør forestillingen, hvad den kan for at drive publikum fra sig med sine grafiske voldsudgydelser og stride modvind. Det kan dog godt betale sig at ride stormen af.”
- Kristeligt Dagblad
Vi gør opmærksom på, at der anvendes høje lyde, røg, kraftig vind og stroboskoplys i forestillingen. Forestillingen indeholder scener med ekstrem og meget eksplicit vold, som kan virke stærkt på nogle publikummer.
Medvirkende
Marina Bouras, Tom Jensen, Alexander Bryld Obaze og Karla Rosendahl
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumedesign: Christian Friedländer
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Oversættelse: Jens Chr. Grøndahl og Ida Mackintosh.
Aldersanbefaling: fra 15 år.
Gratis optakt
Der er gratis optakt kl. 18.00 -18.30. Her kan du møde skuespillerne og blive klædt godt på til forestillingen.
Optakten finder sted på 2. balkon og er gratis.