Blood Sweat Drum+Bass Big Band

Pris

Gratis

Genre

Arrangør

Musikhuset Aarhus

Jubilæum med Mikkelborg og verdensmusik

Danmarks største og måske mest eksperimenterende rytmiske ensemble Blood Sweat Drum + Bass (BSD+B) kan i 2021 fejre 20-års jubilæum, og det bliver markeret med et brag af en efterårsturne. Som altid under ledelse af Jens Christian Chappe Jensen, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra de fleste af orkestrets musikere også er uddannet.

Orkestrets mangeårige samarbejdspartner og mentor trompetisten Palle Mikkelborg kaster endnu engang glans over koncerterne, og her for første gang i samarbejde med to af tidens helt store verdensmusikere: Dawda Jobarteh, Gambia, og Shashank Subramanyam, Indien.

Gambia, Indien og Danmark

BSD+B indledte under Vinterjazz 2021 et enestående samarbejde med den gambianske komponist, koraspiller og sanger Dawda Jobarteh, barnebarn af den berømte Griot-musiker Alhaji Bai Konte. Dawda Jobarteh viderefører på bedste vis den stærke vestafrikanske Griot-tradition som traditionel sanger, gøgler og historiefortæller. Han er allerede stærkt integreret i den danske jazz/pop scene gennem en lang række samarbejder med bl.a. Pierre Dørge, Mussa Diallo, Ida Corr, Caroline Henderson, Den Sorte Skole, Rumpistol og flere andre.

Med den indiske fløjtevirtuos Shashank Subramanyam føjes der yderligere en indisk palet til samarbejdet. Subramanyam har også været hyppig gæst i Danmark, bl.a. med Pierre Dørge og Jungleorkestret, ligesom han tidligere har medvirket på Dawda Jobartehs album Northern Light Gambian Night. Det bliver første gang, de to mødes live.

Ved koncerten vil den vestafrikanske og den indiske musiktradition indgå i en højere enhed med Palle Mikkelborgs sfæriske univers og med nye, stærke BSD+B-kompositioner. Alt sammen i spritnye arrangementer, farvet af BSD+B´s særlige lyd, med den stærkt udvidede rytmegruppe – til lejligheden forstærket med Salieu Dibba på perkussion – med elektroniske elementer, med bigband-blæserne og med flotte vokaler.

Koncerten er støttet Jazzselskabet i Aarhus, Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.